Henrik Jensens Æble
Dette æble er for mange år siden fremkommet af kerne i gårdejer Henrik Jensens have, Svindinge Mark syd for Nyborg. Det var udstillet på en udstilling i Haveselskabets have 1884. Tiltrækkeren har ønsket, at det skulle bære hans navn.
Årsskud er middeltykke, lange, knæede, mørkebrune med mange barkporer. Blade er ægformede med kort påsat spids, fint savtakkede, glatte på undersiden.
Frugten er middelstor, 70—77 mm bred, 59—61 mm høj. Formen er fladrund eller flad afstumpet kegleform, bug under midten, begge halvdele som regel ens udviklede. Huden er varmt gul, solsiden svagt rødbrun med striber. De fleste frugter har nogle uregelmæssige rustfigurer, navnlig på bægerhalvdelen. Svag Lugt. Svagt fedtet. Frugtkødet er hvidt med grønlige årer, tæt, fint, middel saftigt, middel sødme, syrligt med svag aroma.
Plukkes sidst i september med brugstid indtil december. |